Plads til både Plusbus, privatbilisme og parkeringspladser ?

+

Den 14. juli kunne man i ”Nordjyske” læse en artikel om, at ”Butiksindehavere vil have p-pladser tilbage”. Et legitimt ønske i en vigtig debat: forholdet mellem kollektiv transport og privatbilisme, og de konsekvenser det har, når vi som politikere regulerer vilkårene for disse transportformer. Blandt nogle af byrådets partier er det, som om der er en klippefast tro på, at (Plus)bussen og den kollektive transport er den eneste vej frem. Der er truffet politiske beslutninger, der lægger bump på vejen og indfører trafikale restriktioner for privatbilismen. De problemer, som artiklen nævner, er blot ét eksempel på uheldige konsekvenser for butikslivet og tilgængeligheden i byen. 

Jeg savner en erkendelse af, at mennesker er forskellige. Det gælder også deres transportbehov. For nogle er kollektiv transport fint. For andre fungerer hverdagen ikke med offentlig transport. Der findes mennesker og familier, for hvem bilen faktisk er en nødvendighed. Bilen er det, der er med til at få arbejdslivet, hverdagslivet, forretningslivet, erhvervslivet og familielivet til at køre. Eksempler er beboere i byen, besøgende i byen, håndværkere, der udfører opgaver i byen, leverandører, der leverer varer til de butikker, der – trods alt – stadig findes i byen. Gangbesværede, syge eller ældre, der benytter kommunale kørselsordninger. Kunder til butikker. Forretningsdrivende. Og mange flere. Dem skal der også være plads og parkering til.

Det behøver ikke være enten eller

For nylig er der lavet en rapport om grøn mobilitet og levende handelsgader, Plan22+.  Den giver et øjebliksbillede af bl.a. udviklingen i Vestbyen. Det kommer ikke med ”definitive konklusioner, men tendensindikatorer”. Lidt mere end 150 mennesker blev i oktober 2024 stoppet på gaden og spurgt om deres opfattelse af bl.a. trafikken og bylivet ved Kastetvej. Det er informativ læsning, og det er altid interessant og vigtigt at høre, hvordan ting opleves af de mennesker, der er tættest på. Jo flere stemmer man hører, jo mere tydeligt og nuanceret billede får man. Om undersøgelsen er repræsentativ, kan man diskutere. Lidt over 150 respondenter er et begrænset antal holdt op mod Vestbyens og Aalborgs samlede befolkning. Men den giver et indblik, som vi – sammen med yderligere data, viden og undersøgelser – selvfølgelig også skal tage højde for.

At fremme kollektiv transport og grøn mobilitet er klogt. Også i forhold til at nå vores klimamålsætninger. Men det skal ske gennem en balanceret indsats, hvor hensynet til beboere, byen og butiks- og handelslivet ikke glemmes, og hvor der er plads. Til både Plusbus, privatbilisme og parkering.

Tak til Nordjyske for at sætte lys på en vigtig debat.